tilkommet tindrende Udtryk i hans Øie sagde mig, at hans Væsen legemligt eller aandeligt gjemte en underjordisk Ild, som neppe længer stod til at slukke.
Da jeg nu derhos af gjentagne Hosteanfald troede at forstaa, at disse hans Bøininger forover mod mig ligesaa gjerne kunde have sin Grund i, at han var træt og søgte Hvile mod Bordkanten, som i Samtalens Interesse, besluttede jeg mig med engang til at gaa lige løs paa Spørgsmaalet om hans Helbredstilstand og saaledes sætte mig i Besiddelse af nok et vigtigt Udenværk om hans Fortrolighed.
Jeg reiste mig pludselig bestemt og alvorlig og sagde, at jeg som erfaren Læge desværre saa, at han ikke var saa lidet syg, som han mulig selv troede, og at han, da han øiensynlig var afkræftet og mat — jeg paaberaabte mig Sveddraaberne paa hans Pande — ialfald nu straks skulde sætte sig hen i den magelige Sofa, som jeg hidtil havde optaget.
Han erkjendte, at han ikke vel havde taalt at gaa de to Gange i Trappen, — første Gang var han kun gaaet ned for at faa Slut paa den slemme Træk gjennem Huset — og satte sig efter mit Ønske villigt i Sofaen.
Det var Brystet, sagde han. Ved Hjælp af Hørerør og Percussion opdagede jeg desværre, at han kun havde altfor megen Ret.
Det var Brystet, men i en saadan Tilstand, at her kun var Tale om at vinde Tid, ikke om at frelse; thi den ene Lunge var helt borte og den anden alvorlig angreben.
Den sidste Del af Aftenen følte baade han og jeg os som gjenfødte paa den gamle Fod. Min Myndighed som Læge gav mig derhos en Smule Overvægt.
Klokken ni erklærede jeg, at han maatte i Seng, og sagde ham, at jeg næste Dags Formiddag agtede
