gen af den Dobbeltnatur, hvori hans Liv efterhaanden blev søndermalet.
Et fint Smil, naar han talte, og et tilbageholdende Væsen gav ham noget fornemt, der ialfald imponerede mig storligen.
Han var den eneste Student, jeg kjendte, som ikke gik med Studenterhue, — han brugte en flad, blaa Sjømandshue med kort Skygge, der klædte ham meget godt.
Naar han blev ivrig, hvilket kunde hænde ham i en Disput, thi han var en saare stærk Logiker, noget, hvori han imidlertid kun indsatte sin Forstand, men, saavidt jeg skjønner, aldrig egentlig sit Hjerte og sine dybere Stemninger, — strak hans Stemme ikke til; den blev overanstrengt og skrigende som fra et daarligt Bryst. Den Slags Recontrer angreb ham ogsaa altid og efterlod ham i irritabel Uro længe bagefter.
En Besynderlighed hos ham var, at han undertiden tog sig Fodture paa flere Dage ud paa Landet, og dette baade Sommer og Vinter. Noget Følgeskab vilde han aldrig vide af. Havde han ønsket det, vilde han have anmodet mig, det følte jeg, og det kunde derfor aldrig falde mig ind at paatrænge mig ham.
Han drog da af sted uden Randsel; dette bemærkede jeg engang, jeg tilfældig saa ham streifende over Marken et Par Mile fra Byen, hvor jeg var i Besøg.
Naar han saa kom hjem, var han i Perlehumør, medens han derimod, før han drog ud, altid var ordknap og tungsindig, saa jeg næsten alene maatte staa for Passiaren. Han havde det ligesom med Humørperioder.
Et Mærke paa, naar en saadan Stemning havde indfundet sig, var mig netop den Violin, som jeg nu
