Jeg satte Lampen fra mig paa Gulvet. I den ene Flaske var Blæk, i den anden Parafin og i den tredie, mindre, Medicintran, som han altsaa tog, sandsynligvis for sit Bryst.
Jeg huskede paa den klamme Haand, hans Stansen og tunge Aandedrag i Trappen, og følte mig skamfuld som et rigtigt Skarn, der havde kunnet tænke mig min Ungdoms kjære Ven og, jeg kan gjerne sige, Ideal jevngod med enhver anden Slubbert ude i det gemene Liv, der absolut skal mistænkes.
Han fik i Stilhed min angergivne Afbigt, medens jeg læste henover Rygtitlerne og gjenkjendte en og anden af Bøgerne. Denne Hylde lod til netop at være hans Studenterboghylde. Jeg trak ud en tyk Bog, gamle Saxo Grammaticus, som jeg erindrede engang at have kjøbt paa en Auction og foræret ham, men fik nu helt andet at tænke paa.
Det gik med mig som med den, der trækker ud en Mursten og pludselig finder en hemmelig Indgang — jeg følte mig med ét foran Indgangen til min Vens Hemmelighed, skjønt endnu kun foran et dybt, mørkt Rum, der nok kunde gjennemvandres med Fantasien, men hvori jeg i Virkeligheden ikke kunde se, medmindre min Ven selv leverede mig Lygten.
Det, som i den Grad tiltrak sig min Opmærksomhed og ligesom naglede al min Sans og Erindring til Stedet, var intet Hul, men et Hoved paa en Violin, der stak op bag Hylden med en støvet Hals og et Sammenfilter af Strenge mellem Skruerne.
En slap Basstreng hang ned; den forstrakte, sprungne Diskant havde krøllet sig opover, og under de to hele Strenge laa, hvad jeg forvissede mig om ved at føle efter og tage flere Bøger ud af Rækken, Stemmehesten flad. Jeg undersøgte Violinen,
