lydløst ind igjennem en Urskov end jeg, naar det kniber, ind i min Patients Fortrolighed, og min Ven David var lige med ét bleven mig en Patient. Mig skulde han nu neppe længere faa luret af med sit Snak: om „gammelt” og et Glas Punsch paa sin „uforandrede Studenterhybel”.
Mit første Krigspuds blev nu i en Hast at fortsætte den Revision af Værelset, som min Ven noget vel flygtigt havde ladet mig begynde. Jeg tog Lampen og gav mig til at se mig om.
Inde ved den Sofaen modsatte Væg, under det af Taget dannede Skraaloft, var hans Seng med et lidet rundt Bord foran. Paa en Boghylde, som stod paa Gulvet op mod Væggen i Hjørnet ved Sengefoden, gjenkjendte jeg Henrik Wergelands Buste endnu mere defekt paa Hage og Næse end i min Tid og nu tillige blindet paa det ene Øie; han var medfaret næsten lige saa ilde som det gamle Klodshoved, jeg røgte af, og som jeg ogsaa havde kjendt igjen, uagtet yderligere flænget og hugget paa kryds og tvers.
Min Ven havde nemlig den Vane at sidde og snitte sine Tankestreger i det, medens han røg Tobak og af og til kastede et Ord ind i Passiaren for at vedligeholde den, som man kaster Brænde paa en Ild — det var ligesom mere Stemningen i Samtalen og det, at der overhovedet blev talt, end selve Tanken, han brød sig om. I den Stilling havde han ogsaa ofte netop dette stille tungsindige Udtryk over sig, som om han smilte til noget skjønt, vi andre ikke saa.
Mellem Sengen og Hylden opdagede jeg nogle Flasker, simple Bouteiller, og med Lynets Hurtighed slog den Mistanke op i mit Sind — jeg er, som sagt, ikke af Naturen, men gjennem Skuffelse, bleven den inkarnerede Mistroiskhed — at min Ven maaske var bleven forfalden til Drik.
