Han lukkede op en Dør og bad mig træde først ind.
Paa et langagtigt Bord stod en Lampe, hvis Skjærm samlede dens Lysning stærkt, kun som en halv Meter omkring Lampefoden, paa et Skrivetøi og nogle Papirer, som laa der, saa at Yderkanterne af Bordet i Begyndelsen forekom mig at ligge i Mørke. Bag det syntes jeg, der var ligesom en sort Grav, der dog lidt efter, da Øiet blev vænnet til Lampens bratte Lysskjær, viste sig at være en Sofa, foran hvilken der stod et næsten tilsvarende langt, malet Arbeidsbord med firkantede Ender.
Naar to Ungdomsvenner paa saadan Maade mødes, er der under den ligefremme Form ofte alligevel en hemmelig Blyhed at vinde over; det er et mangeaarigt Lag af forskjellig Oplevelse, som skal ryddes tilside.
Efter en liden Pause gik min Ven, som med en pludselig Resolution, rask hen og tog Lampeskjærmen af, saa det blev lyst ud over Værelset
„Du seer,” sagde han, „jeg har det akkurat som i gamle Dage, blot at der nu er to Kvistvinduer istedetfor et, nogle flere Hylder med Bøger og lidt bedre Maanedsgage, som jeg faar ved at slaa sammen en Lærerplads ved en af Almueskolerne her med en lidet vanskelig Post i en Avis. Det er nu alt, hvad jeg behøver, seer Du. Jeg er først flyttet herind ivaar fra Bergen og skulde egentlig have hilst paa Dig, men har ikke endnu kommet mig til; paa Gaden har Du altid seet mig formeget ud, som om Du pilede i Praksis. Men nu, jeg har Dig paa min Hybel, skal vi ogsaa tage os en Passiar om gammelt, og hvordan Du har det. Tag af Dig, saa skal jeg imidlertid gaa ned og se til at faa istand noget Toddy.”
Hermed satte han Lampekuppelen paa igjen og forsvandt ud af Døren.
