sig sømmer, i Skikkelse af Bekymring for, at Skade skal anrettes eller Ildebrand udbryde over Byen netop den Aften.
Det var i et saadant Uveir, at jeg — der er praktiserende Læge og som saadan baade for mig selv og andre har forsvarlig Grund til at være ude i Byen til alle Tider af Døgnet — en regn-, taage- og stormfuld Oktobereftermiddag var ude og vankede i Kristianias Gader og fandt mit Behag i at lade Veiret pidske mig i Ansigtet, medens min gode Regnkappe forøvrigt beskyttede min Person.
Mørket var efterhaanden faldt paa, og de tændte Gaslygter blussede i Trækvinden, saa jeg kom til at tænke paa Blinkfyrene i en Taagekvæld ude ved Kysten. Af og til slængtes en ulukket Port op og igjen med Skrald som et Nødskud. Min stille Bemærkning i den Anledning var, at der dog endnu i vor nervøse Tid maa findes et forbausende Antal Mennesker uden Nerver; thi slige Skrald dundrer gjennem hele Huset lige op til Kvisten, op og igjen, igjen og op. Blæsten fylder Gangene, og Døre springer op; alle har det uhyggeligt, men ingen gider gaa ned og stænge Ondets Ophav; Portneren er ude i Byen, og saa længe faar da og Hushyggen være borte.
Det var netop en saadan ulukket, utrættelig skraldende Port, som blev Indgangen til, hvad jeg her har at fortælle.
Som jeg gik forbi den, hørte jeg nemlig en Stemme, som syntes mig saa vel bekjendt, en gammel kjær Røst — skjønt jeg i Førstningen ikke vidste, hvor jeg skulde tage den fra — raabe utaalmodigt paa Portneren.
Det var den slængende Port, det gjaldt. Manden var klarlig det eneste nervøse Individ i det Hus; ialfald var Portneren det ikke; thi han lod til at være lige ufølsom, baade for sin Port og for ham,
