Denne siden er korrekturlest
Naar Uroen var over mig og jeg vildsomt gik om i Mark og Skov, kom det altid til et Punkt, da jeg saa hende i sin hvide Dragt svæve forbi et Stykke fra, undertiden kom hun endog mildt henimod mig, og da var Krisen for denne Gang over.
I de sidste Par Aar, da min Sygdom tiltog, har jeg ikke formaaet at se hende og havt det tungt, ofte som om Mørket trykkede haabløst omkring mig.
Men nu, her jeg ligger syg paa Kvistkammeret, kom Susanne en Nat, da Fuldmaanen skinnede, i sin hvide Brudedragt med Kransen om det rige Haar stille smilende hen til Sengen og vinkede til mig med Ringen paa Haanden.
Jeg veed, at hun bragte mig det glædelige Budskab, at jeg snart skal faa gaa bort og histoppe se hende, min Ungdoms Elskede, igjen.
