Gud for at give mig nyt Mod til at gaa min ensomme Gang gjennem Livet og ikke frygte for, at selv den tungeste af alle Prøvelser — selve Vanvidet, om det kom og bergtog mig i sin Forvirring — kunde skille os ad.
Da jeg ud paa Sommeren skulde reise sydover med Dampskibet, sammen med Præsten og hans Hustru, der begge i kort Tid var blevne kjendelig gamle, og som nu havde søgt et Kald i en sydlig Egn, var jeg for sidste Gang inde og tog Afsked med min vemodige Ven, Klokkeren.
Han spillede da igjen den deilige, glade, forelskede Slaat for mig, som han havde gjort, da han var tyve Aar, og som jeg havde syntes passede saa paa Susanne og mig, men kom nu ogsaa med den anden, som hørte til — den var forunderlig gribende og sorgfuld, men med Fortrøstning i, som en Salme.
Her ender en stakkels syg Nordlandsguts simple Historie; thi at jeg ved min Faders Hjælp blev Student med laud — han døde samme Aar, som jeg fik Examen artium, som en agtet, men ruineret Mand — og at jeg siden blev en Smule Literat, Huslærer og Almueskolelærer, er blot at fortælle de ydre Omstændigheder i et ensligt Liv, der bærer al sin Tanke i det forbigangne.
Min Kjærlighed til Susanne har, som hun med saadan Forvisning sagde mig, været den Sundhedsbrønd, som frelste mig fra det yderste — Vanvidet.
