som de skulde reise hjemover paa den ulykkelige Tur, havde givet efter og tillige lovet hende at virke for, at ogsaa min Fa'r gav sit Samtykke.
Her stod han nu i dets Sted uden nogen Datter og kun som den, der fortalte, at Ulykken ogsaa havde rammet min Fa'rs Hus og truffet hans eneste Barn. Han vilde, som han haabede med min Faders Tilladelse, herefter altid betragte mig som sin Søn.
Min Fa'r sad længe overrasket og bleg; det var, som han havde meget sent for at fatte det, der blev sagt.
Endelig stod han op og gav Præsten i Taushed Haanden.
Dernæst lagde han den paa min Skulder, saa jeg kjendte den tungt, saa mig i Øinene og sagde med en sagte, forunderlig mild Stemme:
„Vorherre være med Dig, min Søn! Dig har Sorgen hjemsøgt ung; vær nu bare ikke for klæk til at bære den!”
Han vilde gaa ud for at lade os ene, men betænkte sig i Døren og sagde, at det vist var bedst, at jeg nu fulgte med Præsten og sagde Susanne det sidste Farvel.
Lidt efter gik Præsten og jeg ved Siden af hinanden paa Veien. Vort Forhold var nu blevet et Fortrolighedens, og han fortalte mig trøstende alt, hvad Susanne havde sagt for at bevæge ham til at samtykke.
Hun vidste Gudskelov, sluttede han med et lettende Suk, at hun i sin Fa'r havde en Ven, til hvem hun i Nødens Stund turde betro sig.
Præsten førte mig ind i Stuen med de nedrullede Gardiner; han stod et Øieblik ved Baaren, da brast Taarerne hoppende næsten som Hagl nedover det stærke, brede Ansigt, og han vendte sig og gik.
Der laa hun jomfruelig i sin hvide Dragt. De havde snoet en Krans af grønne Blade med hvide
