Jens Dreng blev ved denne Bedrift, hvorved han reddede Jægten, en Helt videnom; hos min Fader blev han siden den Dag en betroet Mand, og næste Sommer stod hans Bryllup med franske Martine.
ELLEVTE KAPITEL.
SLUTNING.
Jeg kan nu roligt nedskrive det lille, for mig saa store, der staar igjen at fortælle — i mange Aar vilde jeg ikke formaaet det.
Stormen varede fra Lørdag Middag til Mandag Nat, da den udover Morgenen efterhaanden sagtnede af til et fuldkomment Vindstille, hvori dog Sjøen endnu gik urolig.
Samme Dag, Mandag Middag, landede i Præstegaardsstøen ikke Præstens hvide Husbaad, der ventedes hjem, men en almindelig tjærebredet Bonde-Fembøring med mange Folk i.
Op fra den til Huset bar fire af Mændene langsomt mellem sig en Byrde, medens en stor Mand og en liden Kvinde gik Haand i Haand nedbøiede bagefter. Det var Præsten og Fruen.
Hvad der var hændt, forstod jeg straks, og Hjertet skreg af Fortvivlelse i mit Bryst.
Det forfærdende Budskab, som lige efter kom til os, fortalte mig intet nyt — det bekræftede kun, at den, som de havde baaret op, var Præstens Datter Susanne.
Præstebaaden havde kun været lidt over tre Fjerdinger borte fra Hjemmet hin Lørdag Middag, da Stormen saa pludselig kom paa. Et „Nedfaldsveir” var med forfærdelig Magt fra Fjeldskarene
