nu kun an paa det tredie og længste Toug, der var fæstet i Skibsringen paa Skjæret ude i Indløbet til Bugten.
Ombord stod kun Skibshunden, en stor hvid Pudel, med Forpoterne paa Skanseklædningen agterud og gjøede, uden at vi gjennem Vinden kunde høre Lyden, medens Sjøgangen vaskede over Jægtens Forende.
Stillingen var fortvivlet, thi det lange Landtoug stod saa stramt som en Streng, og Midten af det berørte neppe Sjøen. Det blæste desuden saa haardt, at en Mand ikke let kunde staa opreist, men maatte krybe langs den affeiende Snemark, saa at der ikke var Tanke om at hjælpe.
Jeg var krøbet op paa Høiden bag Huset og stod i Læ under en Fjeldknart, hvorfra jeg kunde se baade udover Havet og ned i Bugten.
Vestfjorden laa i Vinterdagen ligesom med en sølvgraa Røg af Rokket, som drev over Sjøen. Ind under Land gik Bølgerne som svære, grønne, skumskavlede Bjerge, der knustes imod Kysten med Tordenbrag og med en uhyre Dragsug bagefter, saa at Fjæren laa tør langt ude.
Etsteds i et Klippeskaar, der gik brat ned mod Sjøen, steg, hvergang Bølgen slog derind, en bred, uhyre Skumstraale ret op og dreves af Vinden som en Røg indover Landet. Et andet Sted stormede Bølgegangen paa en formelig titansk Maade et Skraabjerg, der snart laa i Skum, snart aldeles tørt, og jeg saa der en stakkels udtrættet Graamaage, der formodentlig fra sit Fjeldskar var kommen ud i Vinden, kjæmpe og tumle i den, ofte med næsten vrængte Vinger.
Min spændte Opmærksomhed fulgte med Angst Jægten nede i Bugten.
Jeg saa til min Forbauselse en Mand ombord i den og gjenkjendte den stærke Jens Dreng, som
