og saa mig længe ind i Øiet med et Udtryk i sit bevægede, smukke Ansigt, paa engang saa overtalende inderligt og saa viliestærkt.
Jeg maatte, forsikrede hun endelig med det Kast med Hovedet, hvormed hun altid gjorde sin Tale indtrængende, tro hende i, at hun for vort vedkommende vidste tusinde Gange bedre Besked om, hvad Gud vilde, end nogen Doktor, og kun Gud skulde vi begge her lystre, ingen Doktors menneskelige Klogskab. Jeg var ogsaa i meget saa uhyre enfoldig, saa man kunde snakke for mig, hvad det saa skulde være.
Saadanne Folk som Doktoren, sagde hun, forstod sig ikke paa, hvad Kjærlighed var. Havde jeg været frisk og glad, saa havde det vist været Guds Vilie, at hun skulde delt det gode med mig, og saa maatte det ligesaa vel være hans Ville, at den samme Kjærlighed skulde faa dele min Sorg og Sygdom; men her var det, at Doktor K. — hun lagde ham øiensynlig stærkere og stærkere for Had, eftersom hun beskjæftigede sig med ham — tænkte anderledes end Vorherre. Hun troede desuden saa sikkert, — og hendes Stemme blev her forunderlig mild og blød, næsten hviskende — at netop det, at vi to holdt saa af hinanden, vilde være en bedre Sundhedskur for mig, end nogen Doktor kunde finde paa. Ialfald følte hun hos sig selv, at hun vilde blive syg i Sindet og fortvivle, om ikke jeg længer holdt af hende, for det havde vi jo gjort, fra vi begge kunde huske, saa det nok var for sent at finde paa at skille os ad.
Et skulde nu være fast besluttet — ved Tanken fik hendes Ansigt et Præg af ubetvingelig Vilie, der mindede mig om hendes Fa'r, — og det var, at hun snarest mulig vilde betro alt om vort Forhold til sin Fa'r. Nogen Hemmelighed burde det, baade for min og hendes Skyld, ikke længer være. Hendes
