101
allerstørste Importance baade for Kirken og for Hans Majestæt, da den tør medføre baade Livs og Godses Fortabelse for mange. Den bør des Aarsag af al Magt fremmes og Eders Vidner snarest muligt forhøres. Hvor gamle ere Vidnerne?»
Hrr. Simon Pofvelsøn rømmet sig, før han svaret.
«Den lille Karen Moumb ved de ni Aar,» sa han. «Ingrid Haarset vel om et Aar yngre.»
Hrr. Johan Steinkuhl saa ned paa sine Fingre.
«Vidnerne ere lovligt unge,» sa han. «Umyndiges Vidnesbyrd udi Livs Sag have, som I ved, ey fuld Beviskraft; men de bør dog at forhøres; thi Børns Tale er oftest sanddru fremfor mange voksne.»
«Af Børns og Umyndiges Mund skalt Du tage dig Lov,» citerte Hrr. Simon bifaldende.
Hrr. Johan Steinkuhl nikket bifaldende. «Desuden,» sa han, «kan Børns Anklage og Tilstaaelse ret ofte bringe Voksne til at bekjende.»
Hrr. Simon Pofvelsøn reiste sig og rakte Hrr. Johan Steinkuhl sin Haand.
«Saa lader I altsaa imorgen de to smaa Piger hente og examinere,» sa han. «Jeg skal, om saa ønskes, gjerne bistaa dermed.»
Hrr. Johan Steinkuhl drog sin Haand tilbake.
«Det kan jeg desværre paa dette Thing ikke,» svaret han. «Der er allerede fuldt af Sager til-
