96
Nu vilde han bede sin kjære gamle Fader, som
sat i gode Kaar udi Kjøbenhavn og likeledes var
Hans Majestæts Kasse embedsmæssig betroet, om
at forstrække ham med disse Penge for nogen Tid.
Senere, naar alt var dækket, skulde han vide atter
at passe sin Kans. «Kommer Tid, kommer Raad,»
som det gode gamle Ordsprog siger, og der maatte
vel snart komme bedre Tider! Muligens kunde
han vel ogsaa, naar han kom til Kjøbenhavn,
gjennem sin kjære Faders Indflydelse opnaa at
blive et federe Embede betroet!
Hrr. Johan Steinkuhl stanset pludselig og rynket sine Bryn; saa gik han hurtig hen og lukket Døren til Stuen: den vemodige Klokkeklang af Gravringningen over gamle Lars Berges Lig flød gjennem den lumre Sommerluft ind i Stuen og gjorde ham ilde tilmode!
— — — —
Det tok varsomt i Døren, som Hr. Johan Steinkuhl netopp hadde lukket; der hørtes Hundeglæfs ute; en sortklædt Mand stak Hodet ind. Det var Kapellanen, Hrr. Simon Pofvelsøn.
«Tillader Eders Velbaarenhed?» spurgte han. Saa kom han helt ind og drog Døren i efter sig.
Hrr. Johan Steinkuhl satte et undrende Ansikt opp. Saa rakte han Kapellanen sin Haand.
