13
Klage og til Opmuntring og Troes Styrkelse for den ganske Dal. Og da han løftet sit Hode i hint stærke Forsæt, slog Susen af Menigheten, som nu aanded opp for at gaa, ham imøte som et stort Ja dertil.
Da Hrr. Simon ad Sakristidøren gik til Kirkeporten og satte sig op paa sin Hest midt imellem Menigheten, som stod samlet rundt Kirkeplanken, kjendte han en stor Maktfornemmelse. Al Dalen laa under Sol og Sommerduft, og han var Gud Herren den almægtiges Tjener heroppe! Her laa Herrens Hus!
Visselig laa den gamle hedenske Leikarvold ret i Nord, og visselig blev mangen vild Lek her endnu om Kveldene bedrevet; men snart skulde Kirkens hellige Grund gjøre Hingsteskrikene tause og de Dødes Gaard tale de Levende tilrette!
Hrr. Simon Pofvelsøn satte sin Hest i Gang og hilste. Saa red han bort mellem sin Menighet langs Vangen ned for at sætte over det store Vad ved Gammelstaldene og derfra Lien opp til sin Residentsgaard Nordsét nedre, nær den nedrevne Kirke.
Men som han red i Solskinnet Vangenjordet ned, kom der atter over ham en stor Lede og en heftig Harme derefter.
Her laa fremdeles, ret i Syd for den nye Kirke, hin gamle papistiske St. Olavsvang, endnu uryddet
