93
«Vi kunne ogsaa give ham med deraf i hans
Nisteskræppe, naar han farer,» sa Hrr. Simon.
«Iøvrigt —» han brøt pludselig af.
Madame Ragnhild saa op paa Hrr. Simon. Naar han brøt af, vovet hun ikke at spørge videre; men naar hun da taug, fortalte han gjerne.
«Der tør komme at hænde Ting af sælsom Art,» sa han, uhyre lavt.
Madame Ragnhild saa igjen opp paa sin Husbonde.
«Af sælsom Art?» spurgte hun.
Nu taug Hrr. Simon. Og hun tænkte: «Han taler vel videre derom siden, naar vi ere komne i Senge, som han bruger at gjøre!»
Saa gik hun ind. Og han fulgte. Men han talte aldeles ikke videre om dette.
En halv Time senere var alt stille og Nat paa Nordsét Gaard. Paa Barfrørummet laa Hrr. Olluf alene med Dr. Martin Luthers Postille under sin Hodepute; i Koven laa Hrr. Simon med den hellige Skrift under sin og sin Hustro, Madame Ragnhild, ved Side; men ingen sov.
Madame Ragnhild sov ikke, fordi hun ventet, at Hrr. Simon skulde tale videre, hvad han ikke gjorde; Hrr. Olluf og Hrr. Simon sov ikke, fordi de begge var hete af stor Beslutsomhet og ivrigt Begjær efter det sælsomme, som skulde komme.
