91
Men Hrr. Simon Pofvelsøn, da han var blit
alene, kjendte Luften i den lave Stue lummer og
liten, saa han knapt kunde aande. Gikk saa hastig
ut og stod paa Svalstenen længe; indaandet
Sommernatten, som netopp holdt paa at falde
med blekblaa Luft over svartnende Aaser og
med Sus af Aa i den store, fjerne Ensomhet
mellem Fjeldene.
Hrr. Simon kjendte sig forunderlig gjennemskjælvet af Makt og Begivenhet, der han stod i den svale Kveld under Himmelhvælvet. Visselig, her skulde store og sælsomme Ting hænde, Guds Rige og den sande Kristentro til Ære! Visselig, her skulde det foregaa, som skulde vorde rygtbart ud over alt Norges Land, ja kanske videre! Han, Simon Pofvelsøn, skulde utrette dette! Han skulde ikke hvile, forinden al hin Satans Konst og Ondskab var ryddet ud og alle af Satan forgjorte Sjæle rensede ved Baal og Brand!
Hrr. Simon Pofvelsøn var helt henført og vidste ikke, at han stod der med knyttede Hænder i Sommernatsskumringen. Indtil han endelig kom til sig selv ved, at nogen gik Bakken opp fra Storvadet og nu tok i Grindkroken.
Det var Madame Ragnhild, Hrr. Simons, som kom. Og Hrr. Simon undret, at han ikke før hadde tænkt paa hende, endda hun nu hadde været flere Timer borte.
