89
kaldet, tagen ved Vingeben og aabendaget til stor Triumph for Guds sande Kirke over det hele Land; hvor langt større Triumph vil Du ey forvolde, om Du udi denne afsides Dal kan aaben dage ikke én, men endog flere Troldkvinder og Hekse! Du faar Berømmelse over det ganske Land og faar visselig Forfremmelse dertil ad Aare!»
Simon Pofvelsøn slog sine Øine ned.
«Med Forfremmelsen faar det at gaa som Gud mig bestemt hafver,» sa han, mild i sin Røst — «blot Guds Rige og den sande Lære kunde vinde noget derved!»
«Tilvisse! Tilvisse, kjære Broder,» sa Hrr. Olluf. «Gaa nu blot fluksens til Hrr. Johan Steinkuhl, naar han kommer til Thinge, og meld ham, hvad Du ved. Det videre vil han da visseligen exsequere!»
Han klappet ham paa Skulderen og saa sig om.
«Men nu, kjære Broder,» sa han, «vil jeg, om Du ikke har noget derimod, gjerne have endnu et lidet Bæger af dit gode fransøsiske og saa straks gaa til Hvile; jeg har havt lang Reise og er til med bleven ganske stærkt betagen af, hvad stort Nyt Du har fortalt!»
Hrr. Simon gik hurtig hen til Roskapet, aapnet og tok den blanke Flaske ut, skjænket forsiktig
