87
— Hrr. Olluf nikket igjen bifaldende.
«Som klaged ham an og blev frifunden,» tilføiet han.
Hrr. Simon saa spørgende paa Hrr. Olluf.
«Ja, Herren vide,» sa han. Saa tok han Pipen af Mund og fortsatte:
Jeg saa da gjennem Vægg-Springen videre og blev var, at de havde noget ret underligt fore. Thi de tre Drenge sad paa Kubber af Ved, som om de rede derpaa, og slog med smaa Kviste og raabte, medens de rede: «Til Blaafjell! Til Blaafjell udi Pokerens Navn!»
Og de to smaa Piger stod og saa derpaa. Da sagde den lille Else fra Haarset, at ogsaa hun vilde ride; men de tre Drenge gav hende ikke Lov dertil; de sagde, de havde ey flere Kreature. Da blev den lille Karen fra Moumb vred og sagde, hun ey behøvede dem derom at krøsse; hun havde redet til Blaakolls Jonsoknatt paa hende Rængaas, Bjældekoen, et langt Stykke.
Da lo Carl, den største af de trende Drenge, og mente hende for vek dertil. Men Karen Moumb blev end vredere og fortalte, at hun havde sagt som sandt var, og at hendes Moder og hendes Syster havde været med og hjulpet hende dertil!»
Hrr. Simon saa paa Hrr. Olluf. Da reiste Hrr. Olluf sig pludselig og greb Hrr. Simon haardt
