85
Nu flyttet Hrr. Olluf sig ogsaa nærmere og
gjorde det samme. Og der var en liten Stund
eftertænksomt stille.
Slaget af Fyrstaalet og de kvasse Funker ned i den tørre Knusk gav en fælen, farlig Kveldsfornemmelse; Pipegløden, da der blev tændt, og de graa, dampende Tobaksskyer gjorde det tryggt at sitte inden Huse.
Hrr. Olluf var den, som først talte.
«Jeg er blefven helt ilde tilmode,» sa han. «Her gaar visselig Satans Kunster fore, og vi maa bede den alsmechtige Gud flittigen, at saadant snart maa blifve aabendagit og komme til en Ende; men noget Bevis imod hin gamle Ragnhild er hine Nøtehaar dog ikke, al den Stund det ey er udi confesso, at hun var hin Kvinde.»
Hrr. Simon Pofvelsøn tok Pipen af Munden og drog et Suk.
«Ney, Bevis imod hende det have vi ey desværre,» svaret han. «Dertil er hun for slu og sledsk en Kvinde, og Fanden han frier de sine. Det fik da ogsaa med hende være det samme, al den Stund hun er en meget gammel Kvinde, som alt gaar udi det femte Tjuge og efter al Natur skal snart henvandre; værre er, at al Ungdom ved sligt Exempel til Trolddom forvendes; ja selff uskyldige Børn oplæres derudi!»
Hrr. Olluf Jenssøn var blit ganske blek i sit
