83
lagde mig nøie paa Minde, hvor hun havde gravet. Saa gik jeg ind, klædte mig fuldt paa, tog min Staldlygte og et Græv og gik didopp, ensom for at grave.»
Hrr. Olluf drog Aanden dypt.
«Kjære Broder Simon — at Du det torde,» brøt han ut.
Simon Pofvelsøn blev stærk i sit Ansigt.
«Broder Olluf,» sa han. «Jeg gik udi Guds, den Alsmechtiges Ærind; da nærer jeg aldrig Frygt!»
Han saa Hrr. Olluf dypt og tryggt ind i Øinene.
«Men da jeg var kommen derop og begyndte at grave, ved Du saa, hvad jeg fandt? Ikke Lig af dødfødt Barn, som kan hænde, heller ikke afhuggen Haand eller Finger begraven, men en liden Pung af Skind med noget Nøtehaar derudi. Det var svedent Haar af Kreatur, som var redent til Blaakolls af Heks St. Johannis Nat, og som maa begraves i kristen Jord for ey at skade; thi ligger det tilhuse Natten over uden at have smagt kristnet Jord, ville Husets Folk dø deraf eller blive galne; man siger Capellanen Hrr. Lasse er bleven galen paa saadant Vis!»
Hrr. Olluf sat ganske betagen og stille.
«Gud bevare os i sin Naade,» sa han og foldet sine Hænder.
«Saa lod Du vel hin Pung ligge?» spurgte han lavt.
