81
«Jeg ved, at der drives baade med Signen og
Manen og hemmelige Urters Smørelse samt Helbredelse
ved hemmelig Trolddoms-Formular, og det
er min sikre Tro, at der udi Bygden findes flere,
som har sin Sjæl til hin Onde forsvoren og solgt,
og som nu deraf paa fordømmeligt Vis verdsligen
profitere.»
Han hadde talt lavt, med dæmpet Stemme.
Men Hrr. Olluf hadde i samme Nu reist sig og var ganske blek, der han stod i Kveldslyset.
«Broder Simon,» sa han, rystet. «Saadant maa paa kraftigste Maade at undersøges og de skyldige at udryddes! Har Du Nogen suspect?»
Han satte sig atter, men drog sin Stol like hen til Hrr. Simon.
Hrr. Simon Pofvelsøn saa sig om, reiste sig, gik hen til Kovedøren, som han lukket. Gik saa atter tilbake til Bænken og satte sig. Saa bøiet han sig over mot Hrr. Olluf.
«Gamle Ragnhild Nordsét,» hvisket han.
Hrr. Olluf saa stort paa Hrr. Simon. Saa nikket han bejaende.
«Hun var i sin Ungdom udi Aamodt alt stærkt berøgtet for saadant,» sa han; «Hrr. Jens har berettet mig derom. En ung Bonde der af Sognet, Jens Nederboelstad, som døde af Pestilents, af de Poker, klagede sin Død paa hende, at hun havde forgjort ham med Sotten, der hun vilde
6 — J. B. Bull: Blaafjeld.
