11
hin gruelige Blodsott, som hadde bøiet Bøndernes stive Nakke i stor Ærefrygt for Herren og Angst tillige, saa stod nu Kirken der fri og frelst paa den sande Læres Grund! Og reist af hannem!
«Priset være vor Gud i Evighed!»
Hrr. Simon Pofvelsøn hadde messet slut; nu saa han sig om og vendte sig mot Menigheten for at læse Velsignelsen.
Sandfærdig sat ikke gamle Marthe Berge i Kirken idag! Den skarnagtig Kvind, som levet saa syndigt et Liv med Bandskab og anden Uterlighed sammen med sin unge Sønnekvinde, som hun fuldkommen fordærvede! Sandfærdig sad hun ikke idag i Kirke, hun som de andre at bede for det Herrens velsignede Veir! Hun som ellers aldrig søgte Herrens Hus andet end den Gang om Aaret, da hun nød det hellige Sakramente for sine store Synders Skyld!
Hrr. Simon Pofvelsøn følte stor Lede og ventet med at løfte sine Hænder velsignende. Indtil hans Øine traf den unge Ingvild Moumbs lyse Hoved med det guldfagre Haar under den silkeblommede Hue! Sandfærdelig Dalens fagreste Mø mellem mange! Og den uskyldigste!
Da løftet den residerende Kapellan, Hrr. Simon, sine Hænder udbredte. Og Røsten var høi og Øinene stærke, der han saa utover sin Hjord:
