73
«Jeg er dig Tak skyldig, kjære Broder,» sa
han. «Der er trende Lig oven Jorde, deraf tvende
her i øvre Bygd, de først døde; om Du vilde
tjene mig med at gravsætte disse to, medens jeg
gjorde mit Regnskab færdigt, var det godt og vel;
det tredie, paa Agger i yttre Bygd, kan jeg siden
selv godt besørge!»
Hrr. Olluf la sin Pipe og rakte Haand frem mot Hrr. Simon.
«Accorderit,» sa han. «Udi Tider som disse har man sig paa christelig Vis efter hinanden paa bedste Maade at lempe.»
Hrr. Simon holdt Hrr. Ollufs Haand.
«Jeg under Eder baade, — den kjære Fader Hrr. Jens som dig selff, — alt godt,» sa han — «blot jeg paa nogen Maade kunde ogsaa selff soutinere! Men skulle vi ikke nu have os en liden Styrkelse efter Nadverden,» fortsatte han og reiste sig. «Af Kaffe har jeg intet at byde; den er mig en altfor bekostelig Urt at holde; men gefaller dig et lidet Bæger godt aqva vitæ ved Siden af Øllet, saa har jeg endnu en Smule til Rest!»
Han ventet ikke paa Svar, men gikk hen til Roskapet mellem Vinduerne, tok Nøkkel frem, laaste med stor Omstændelighet opp og igjen og kom tilbake med den glasklare Flaske og to smaa Sølvbægere.
Det var taust, da Hrr. Simon skjænkte. Den
