72
Og Hans Velærværdighed Hrr. Simon stoppet
Pipe for Hans Velærværdighed Hrr. Olluf, slog
Ild med Fyrstaalet, delte Knusken, blæste paa og
rakte Hrr. Olluf, som smilende tok imot og
tændte.
«Du est en Mester til at slaa Ild, kjære Broder Simon,» sa han og drog lange Drag.
Hrr. Simon Pofvelsøn tændte hos sig selv i den lange hollandske Pipe og dampet, leende mellem Dragene.
«Lang Vane gjør stor Mester,» sa han. «Man lærer at betjene sig selff heroppe!»
Hrr. Olluf Jenssøn nikket hen for sig og røkte. «Derudi har Du Ret, Broder,» sa han. «Enhver faar sig selv og sit i Vare tage.» Han dampet stærkere; Øinene stirret fjernt hen.
«Jeg hører, her staar nogle Lig paa Straa,» sa han. «Dem kan jeg, medens Du gjør dit Regnskab opp, gjerne gravsætte. De tør trænge at komme strax til Jorde i denne Hede.» Han saa hele Tiden ret frem for sig, som var det om selvsagte Ting, han talte.
Det stakk til i Hrr. Simon, et ondt litet Stikk i hans Hjerte. De tre Lig var ham tre Kjør værd eller blanke ni Riksdaler; dertil kom ogsaa de Gaver, som frivilligen vilde blive givne, da alle tre Lig var gode, faldne paa fulde Gaarde! Men han var i Hrr. Ollufs Vold og maatte ofre.
