9
Lombnes gode Gaard, var ikke den Mand, som sparet Bonden hans Blod, om han ikke blev selv fet derpaa!
Tvi vori hannem! Pestilentzen hun slaa dem hver og en, slik de fôr!
Men Ære være Herren i det Høieste! Thi der den nye Kirke var færdig reist i Juni og viet ind af Hans Høiærværdighed Biskopen, var en god Velsignelsestid kommen over Dalen. Varm Regn af Syd var falden hele otte Dage frem og derefter et Blaaveir med drivende Sol saa stærkt, at Dalen stod i Varmedis Aaserne rundt og klædte sig grøn som i et Under!
Saa var de da gangne til Kirke alt Folk, som gaa og kræke kunde, om kanske dette Herrens velsignede Veir kunde fortfare, til Høiaannen vel var over og det fattige Korn, som var saaet, hadde skudt Aks, saa det kanske bar frem til Modning, før Jernnætterne kom og frøs det hele bort, hvad der hændte fire Aar af fem der i Dalen!
— — «Ære være Herren i det Høieste! Velsignet være vor Gud i Evighed!»
Hrr. Simon Pofvelsøn, residerende Kapellan til øvre og ytre Ringdalens Annekser under Aamots Gjeld udi Østerdalene, stod for Høialteret og messet Slut for sin Menighed i øvre.
Han messet med høi Røst og triumferende; thi det Herrens Aar 1670 hadde visselig været et
