52
Litt efter stod Kirsti Moumb med Haanden
klemt mot sin Bringe og stirret sydover Vadet
paa dem, som kom. Vechl-Karen sat paa Bjældekoens
Rygg med begge Hænder om Manken;
Ingvild holdt Tak i Klaven med den ene Haand
og i Søsteren med den anden; slik kom de vadende
over Veunda med Straakket fossende tilknæs.
«Detta gaar ailler væl,» ropte hun. «Hoill ti dei, Vechla-mi!»
Ingvild Moumb smilte mot Moren, der hun gik. Ovenom og nedenom vadet Ko efter Ko; Elven stod i Sus; Skogen skumret rundt omkring.
«Hoi!» ropte hun. Og hun smilte igjen til Moren, der hun gik. Men oppe i Bakken stod Gammel-Ragnhild Nordsét, støttet til sin Stav som en visnet Krokfuru i Kveldskjæret.
Endelig var Færden over. Bjældekoen kom tungt iland; Ingvild slapp Klaven og rystet Vandet af sine Kjoleskjørter.
«Detta var svære Ting,» lo hun, da Moren hastig kom borttil.
Kirsti Moumb rakte Haanden ut og strøk over Mulen paa Bjældkoen, som flaaset med slamsende Tunge efter Salt.
«Ja, skulde Du set saa store Vatten!» sa hun. Hun tog Vechl-Karen i Armen.
«Gaa taa att naa, Vechlami,» bad hun.
