43
kom som Værmor til Simen Carlsen paa Nordsét, gik der dulgte Frasagn om hende, om hemmelig Rot og Blyme mot alskens Sott, om underligt Maal og Læsning baade over Folk og Fæ, om kirkestjaalent Bly og Smurning af Mand-Ister fra gammel Kirkegaard; ja somme sagde, at der fandtes Blad af Svarteboken i hendes gamle Jernskrin paa Barfrøloftet, hvor hun holdt til. Skrinet hadde Troldlaas, som ingen Smed i Bygden magtet; naar hun laaste op og i, brukte hun ikke Nøkkel, men bare læste over Skrinet. Hadde hun ogsaa en Ko, Lauvros, som Gammel-Erik engang selv hadde redet; nu var den svartbrun-salet; men som Kalv var den kvit!
Sikkert var det, at Gammel-Ragnhild vidste Raad for mangt; Sjuke bet ikke paa hende, og fri for Sotten hadde de paa Nordsét alle været, fast mange strøk med paa Gaardene rundt omkring, baade paa Hokset og paa Bjørngard, og nu sidst han Gammel-Paal Baardstad, som gravsattes ved Valborgmessetide!
— Og Kirsti Moumb, der hun stod og var illsvien for hende Ingvild, Dotter sin, kjendte sig hjerteskjælven, saa hun frøs.
«Ragnhild!» ropte hun. «Kom hit att lite!»
Ragnhild Nordsét stanset og saa sig tilbake.
«Aa er det naa da?» sa hun. Hun hadde et underlig sikkert Smil.
