TREDIE KAPITEL
Det var gro-svanger Jonsokkveld paa Østfjeldene. Solen stod alt lavt; de graa Høifjeldsvidder hadde taget Aftenrøde. Fjernt inde mot Øst stod Sølenfjeld og Gloføken som blaa Drømme; dypt nede drev Varmedis som Duft langs de granmørke Lier i Dalen.
Alle Bække gik store og svale af Vaarens overflødige Vand; de siklet mellem gulgrønt Myrtøv langs Opkommene; de furet sig blanke gjennem Myrenes brune Muld.
Fjeldet hadde sin Ungdoms bedste Brudeklæde; Pengeris med blanken Blad, Ener med gyldengrønt vaiende Duske. Fjeldvier taakegraa og æventyrlodne langs Bækkefarene; det vatrede Maasaateppe vintertvættet henover de flaa Flyer, hvor store Stene stak op, en her, en der, som fremmede Vandringsmænd paa Langfærd.
Men nede i Fjeldbaandet, hvor Trost hadde Rede, duftet Fjeldbjerken sin bittersunde, krydrede Duft og blinket med harpiksblanke Blade rundt sin hvite, næverklædte Stamme. Hist og her stod
