36
«Om Freda’n.»
Gammel-Ragnhild bandt Silketørklædet fastere.
«Vi au,» sa hun. Hun stod og smilte, mens hun strævet med Tørklædesnippen. Krokstaven laa i Græsset foran hende.
«Dø skal fuill tel Blaafjells da?» lo hun. Hun bøiet sig ned efter Staven.
Ingvild Moumb stirret stort paa hende.
«Tel Blaafjells?» hvisket hun.
Ragnhild Nordsét gikk.
«Ja, Du lyt nok dit, ska Du træffe’n Gunnar,» sa hun. «Hain er Spellmainn der hain, Jonsoknatta!»
Ingvild Moumb blev staaende, lamslagen.
«Aasdan vet Du det?» spurgte hun efter hende.
Men gamle Ragnhild Nordsét vendte sig ikke, bare lo for sig selv og gikk. Og Ingvild Moumb, der hun langsomt fulgte i Gammel-Ragnhilds Spor, blev nattefælen medét og kjendte sit Ansigt fryse. Trondskampen og Fonnaasfjeld blev svarte Trold, som sov; det myke Græs fremfor Foten var uldne Troldfingre, som tok efter hende; slørede Troldøine hang i al Luft og glodde, og hver svartnende Busk var Tusse; men hun, som gik foran med Stav, hun var Heksen, som bodde bak Bergene blaa! Slik kjendte hun sig, der hun gik over Vangenjordet mot Aaen og næsten ikke vidste, hvor hun var.
