33
Med et hæst Rop sprang han de tre—fire Skridt frem dit, hvor Ragnhild Nordsét stod, og løftet de knyttede Næver som for at slaa.
«Fordømt være —»
Da taug han medét som ramt af et Slag. Hans Øine hadde truffet Ingvild Moumbs lyse Hode, der hun stod som en bleknet Blomst og stirret —.
Hans Arme sank langsomt; de hvitblaa Øine blev medét uendelig milde. Slik stod han der uten et Ord; og alt omkring var dødsstille; alle vilde se, hvad han gjorde, høre det sælsomme, han sagde.
Da løftet Lasse Swante sine Hænder famlende mot Ingvild Moumb, der hun stod, og hans Røst var vek som Graat:
«Herren være med dig, du Guds Moder lille!
Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade lyse sit Ansigt over dig og være dig naadig!
Herren løfte sit Aasyn paa dig og give dig Fred! Amén! — Amén! — Amén!»
Det kom som tre smaa Støn. Han vek baklænds tilbake; saa snudde han og gik hurtig utover i Mørket, Jordet frem og Lien op til Sørhaugen. Han stanset ikke; han sang ikke. De, som stod og stirret efter ham, hørte bare Akerriksens monotone Knarp, Nattens mystiske Vise.
3— J. B. Bull: Blaafjeld.
