32
Altervin har Du drukket af Tønde, mit Kvæg og mine Faar, som rettelig ere mine, har Du fra mig taget! I Fængsel har Du kastet Herrens Salvede, i Mørkets Hule som hin Profet Daniel vandrer jeg mellem Løver!»
Han strakte sine Hænder vidt ut; han saa henover Mængden i Fakkelskinnet.
«Forbandet være Du Sodoma!» Han skrek det hæst ut. «Blod skal dine Bække blive! Ild fra Himlen skal falde ned og fortære dig! Som Fakler skulle dine Bolskabs Kvinder brænde! Fordi Du ikke kjendte din Besøgelses Tid!»
Han brast pludselig ut i storhulkende Graat med de knyttede Næver boret ind i sine Øine.
Men i den fælne Stillhet, som faldt, hørtes en djærv gammel Stemme.
«Guds Fred naa, Hrr. Lasse! Gak hem att! A Kirsti Moumb er itte her!» Det var gamle Ragnhild Nordsét, som talte.
Det gav et Rykk gjennem den vanvittige Kapellan; det gik som undrende Kulde gjennem alle dem, som hørte. Hele Bygden vidste, at Kirsti Moumb, Ingvilds Mor, hadde krævet Klage paa Hrr. Lasse Swante Aaret, efter at han var kommen did til Bygden. Hun var dengang Bygdens fagreste Kvinde.
Hrr. Lasse hadde revet Hænderne fra sine Øine; hans Ansigt var mørkrødt, Tænderne sammenbidte.
