30
sine Hænder; rakt mot Himlen løftet han dem, som vilde han naa de bleke Stjerner. Hans Haar var klippet, kort; hans Ansigt var hvitt i Kjynnylskjæret, og han hadde bleke, kveldblaa Øine.
Nu ropte han, ropte med liten og mild Stemme:
«Forbandet være Du, o Sancte Simons Menighet! Forbandet være dine Kvinder, der de gaa unge i Skovene! I sin Ungdoms Fauring gaa de i Skovene og synge; men ikke En, ikke En af dem alle vil tiene Herren og hans Salvede! Ve, ve over denne ugudelige Slegt!
Deres Bryster ere som Liljerne i Zaron! Som Raatvillinger ere deres Barme! Ve, ve! Jeg saa dem i deres Deylighed; jeg gik ut til dem og ind til dem, og se: End ikke fem vare rede til at tjene Herren og hans Profet! End ikke fem vare retfærdige! Ve, ve, Du Yngel af Sodoma! For din Skyld er Guds hellige Moder bleven papistisk Vederstyggelighed og Bespottelse! For Eders Skyld gaar hun sørgende i Skovene! Sølje bær hun paa Barm, den Jesus vor Frelser diede! Som Troldmøy lokker hun Eders unge Karle! Ve, ve! Selv ikke Guds hellige Moder er ren!»
Taarer stod i hans blekblaa Øine; han gav et Ul som en saaret Hund i Sommernatten. Saa løftet han igjen sine Arme med Næverne knyttet.
«Ve ogsaa over Eder, I Mænd! I grumme Mænd af Zion! Ve over Eders Hedendoms For-
