29
uten Hat. Snart gik han og sang, naar han gik, Strofe af en Salme; snart stanset han, kastet sig paa Knæ og bad, bad med hastig, enstonende Stemme som Bækkemummel i stille Nat!
Det var den vanvittige Kapellan, Hrr. Lasse Swante. For vel en syv Aar tilbake var han en Sommer faren vild i Skodde under Sølenfjeld øster, og da han mange Dage derefter blev funden af Folk, som gikk Mandgard, sat han i Hule under Fjeldet og var bergtagen Mand. Talte siden usømmelig Tale paa Prædikestol og læste vrangvendt Herrens Velsignelse. Var han da snart sat fra Embede og Hrr. Simon Pofvelsøn tagen i hans Sted. Nu sat han Naadsensbrød paa Sørhaugen med sin Kvinde Ingeborg og skulde sitte der sin Livs-Tid, til han døde.
Denne vanvittige Hrr. Lasse var han, som kom.
«Sjaa! Sjaa!» De kunde ikke tie med at hviske.
Der faldt han paa Knæ og slog sine Arme ut! Der reiste han sig, foldet Hænder og sang, mens han gik:
med Magt och Herredom
mit Legem hardt grassere,
men stadig vendes om — — —»
Paa Leikarvolden blev det pludselig dødsstille. Thi nu var han kommen ganske nær. Nu stanset han! Nu fik han se de mange! Da løftet han
