26
om Larmen, langt inde i Stillheten, som sov, skar Akerriksens natvake Knarp, og Rena-Aa suset alle Enge i Søvn.
Ingvild Moumb stod andpust og blussende efter Dansen. Barmen gik, saa Søljen skalv; Øinene var tindrende blaa. Like bak hende ljomet Gangarguttens Fele; hun turde ikke vende sig for at se. Men hun syntes hun kjendte, at han spillet for hende, og at Slaatten drog hende bakover, saa hun vilde falde. Da vendte hun sig tvert, som i Angst, og mødte hans store, brune Øine, som nidstirret paa hende.
Hun blev bloddryppende rød; en underlig Maktløshet tok hende. Da smilte han til hende, der han sat og spillet med Hodet paa Skakke, som om han lyttet til Felens Hjerteslag derinde.
«Ingvild! A Ingvild, Du vet!» sa han lavt. Saa spillet han fossende videre, som ingenting var. Øinene var allesteds og ingensteds og aldrig paa hende; om Munden drog sig et underlig skogvildt Smil.
Ingvild Moumb kjendte det stikke til, kvasst, tvers igjennem hendes Bringe, og i Halsgropen klemte det kvælende, som om en sterk Haand tok Tak. Det var nok ikke hende, han saa, naar han spillet! Det var vel Underjordskulle eller Hulderfrue, som kanske alt hadde havt ham i Fang!
Og Ingvild Moumb blev staaende som fjetret,
