23
«Hold Kjæft naa, Gammelmærra, aa lett Jinta
danse! Heilsaa ska je seie dei, aa det er Du
vil ha!»
Det var Ragnhild Nordsét, som var kommen til Leikarvolden.
Marthe Berge snudde sig braadt og stirret.
«Nei, jø, er det itte a Ragnhild,» sa hun. «Aasdan kom Du øver Storvadet? Flau Du paa in Soplime?»
Ragnhild Nordsét med de store, svartblaa Øine i det gammelbleke Ansikt og Høkenæsen under hvitnende Bryn, kom et Skridt nærmere frem.
«Aa-nei!» sa hun og hugg Krokstaven i Jorden fremfor sig, saa det kraset. «Itte bruker je din Kjørbone, aa itte vil je ha det saammaa som Du! Jinte vil ha Gut! Det er Guds ejen Natur etter Kjøtt aa Blo; men Du vil ha Gammelmand med Hov, Du — Gammel-Mærra!»
Der steg Skrald-Latter af Mænd omkring. Alle hadde sluttet at danse; bakom fosset Gangaren æggende fra Gangarguttens Fele i Sommernatten.
Marthe Berge løftet sin Stav for at slaa, hun var graablek i Synet.
«Din fordømmede!» hvæset hun frem.
Men Ragnhild Nordsét stod som før med Staven i Jorden fremfor sig og de store, mørke Øine i det visnende hvite Ansikt stirrende bént paa Marthe Berge.
