189
Søndagen efter Sancte Johannes var øvre Ringdalls
nye Kirke svartnende fuld af Folk. Thi
idag skulde Troldfolket gaa sin første Altergang,
hvad de nu hadde sultet og sukket efter hele Aaret
frem, at æde Kristi sande Legeme og drikke hans
Blod, sig selv til Liv og Livs Redning — som
sveltforet Krøttøræder æder den grønskende Groe
i Vaarløsningen.
Men som han stod der, Hrr. Simon for Alteret, under Forventningens tause Tyngde trindt omkring og de arme Syndere paaknæ i Ring rundt Knæfaldet, kjendte han slik forunderlig Ve. Og som han vendte sig og traadte frem for at lægge sin Haand paa gamle Ragnhild Nordséts Hode, blev han kold. Hun hadde løftet sit Ansikt, seet paa Præsten og atter sænket det. Og han syntes, det stærke Ansikt sa: «Jeg er Dalens Benrad! Hvad vil Du mig.» Saa la han da sin Haand sakte over de hvite Haar og lukket sine Øine. «Alle dine Synders naadige Forladelse i Navnet Gud Faders, Guds Søns og Gud den Helligaands,» sa han dæmpet, som siges skulde. Saa gikk han videre Rækken frem. Og da han saa tilslut la sin Haand paa Ingvild Moumbs lyse Hode, der det hang sænket som en bøiet Blomst mot Barmen, og sa Ordene: «Alle dine Synders naadige Forladelse i Navnet Gud Faders, Guds Søns og Gud den Helligaands,
