188
ken, mens hun sprang, og lagde ivei Fjøshaugen ned, ind i Skogen og bént mot Stormyren.
«Du tordes kommaa ikveld da?» sa Gangargutten; han stod under en Gran i Myrkanten og ventet.
«Ja, det gjorde je fuill,» svaret Ingvild; hun stod der og klemte og klemte hans Hænder, som hadde faaet Tak i hendes, og saa paa ham, andpusten efter Spranget.
Saa gikk de sammen ind mellem Trærne.
Men ret som de gikk, tverstanset de. Over Skogen fra Syd kom en stor, lind Sus; Skygger faldt mellem Grenene ret over; — to store Fugle kom i stærk Flugt flyvende, fløi tvers over Myren og slog sig ned paa Kjærnet dernord, tause. Det var Svaner paa Elskovsflugt mot Nordenlandene.
Gangargutten snudde sig braadt og saa efter dem. Saa satte han Hænderne fremfor Munden og ropte.
«Hoi!» ropte han, saa det sang gjennem Skogen.
Det lettet dernord med svære Vingebask henover Kjærnet; det steg og steg; — de to Svaner seilet videre, til de forsvandt langt, langt i Nord som to hvite Stjerner mot Blaafjeldsblaanerne.
Ingvild Moumb hugg Tak i Gangarguttens Arm.
«Det var kvit Fuggel, som flau!» hvisket hun. «Guskjelov!» Saa slog hun Armene omkring.
