180
Hrr. Liv Borch traadte frem.
«Ja, Eders Høyvelbaarenhed,» svaret han. «Men saadant er kun skeet for at bringe Sandheden frem, at Retfærd kunde blive øvet og Hans allerhøieste Majestæts Interesser paa bedste Maade ivaretagne!»
Oberdommerens Ansikt blev rødt.
«Hans Majestæts Interesser skal Retten vel vide at ivaretage,» svarte han skarpt, «og Retfærd ligervis at udøve! Sagen er til Doms optagen. Retten er hævet. Alle Anklagede oc Indstæffnte have imorgen ved Tolv Slett her atter at møde for Dom at lide — eller frikiendte at vorde!»
Klubben faldt.
Oberhofrettens Sal var fyldt til Trængsel. Dom i den store Trolddomssak skulde falde. Vicestatholderen og mange af Kristianias fornemme Embedsmænd var tilstede; thi dette var en aparte Sak og sjelden tillike. Paa sine Bænke, ret foran Dommerens Bord, sat de Anklagede og Bønderne med dem, graaklædte, dampende af Spændings Sved, en Klump af Landsens Kraft med Ugg reist mot det Fremmede. I sine Sæter ved Siden sat Rettens Folk som Indstævnte, Liv Borch, Sorenskriveren, Johan Steinkuhl, Fogeden, Jens Bang, Lagmanden, Simon Pofvelsøn, Præsten, og flere.
Nu faldt den store Stillhet. Rettens Præses tok
