179
var blit godt vant at examineres og tale med fornemt Folk.
Nu spurgte Hrr. Svend Hansen de Spørgsmaal, han hadde.
«Hvi talte Du ey straks Sandheden hin første Dag for Skriveren, Hrr. Borch, da han spurgte?» sa han. Han stod for Rettens Bord tæt ved hende.
Karen Moumb saa opp. «Je vart ræidd,» svaret hun.
«Men senere talte Du Sandhed. Da var Du ey længer rædd Hr. Liv Borch»
«Nei.»
«Hvi var Du da ey længer rædd senere?»
Karen Moumb saa igjen opp i sin Troskyldighet.
«Hain ga mei in stor Skjilling,» sa hun høit.
Det var, som om en Sten var falden paa Rettens Bord. Blodet jog Oberdommeren til hans Ansikt. Assessorerne stirret.
Svend Hansen spurgte videre. «Han gav dig en Skilling,» sa han. «Hvor har Du den Penge?»
Karen Moumb taug lidt. Saa saa hun opp med blaa Øine. «Hain tok att’n,» svaret hun.
Hrr. Svend Hansen traadte tilbake fra Rettens Bord.
«Uskyldet har andengang talet,» sa han. «Jeg har ey videre at tilføie.»
Men Oberdommeren hadde reist sig i sit Sæte. Øinene var kvasse; de søkte Liv Borch.
«Forholder det sig saalunde, som Vidnet forklarer?» spurgte han; han stirret paa Skriveren med stive Øine.
