178
gik?» spurgte han endelig. «At Du havde hannem kjær?»
Da brast Ingvild Moumb i Graat og graat længe. Men i Stillheten, som faldt, hørtes, tvert imot al Rettens Skikk og Bruk, Forsvarerens, Hrr. Svend Hansens Stemme:
«Uskyldet har talet! Jeg har ey videre Vidnesbyrd behov!»
Oberdommeren kaldte til Lyd med sin Klubbe.
«Anklagede og Vidnet kunne træde af,» sa han, streng.
«Hans Velbaarenhed Hrr. Liv Borch!»
Hans Majestæts sorne Skriver traadte da frem for Retten og anførte, at Anklagedes, Ingvild Moumbs Skyld ikke kunde bortfalde ved det Vidnesbyrd af enkelt Mand, som idag var ført, aldenstund hun selv frivilligen havde bekjendt og hendes lille Systers, Karen Moumbs Vidnesbyrd fremdeles stod ved Makt.
Men Prokuratoren, Hrr. Svend Hansen, hadde, mens Hrr. Liv Borch talte, et litet Smil i sit Ansikt. Da han saa var færdig og traadte tilbake, bad han det umyndige Vidne, den lille Karen Moumb fremkaldt. Han hadde nogle faa Spørgsmaal at lægge hende for.
Karen Moumb kom da frem for Retten og stod der trygg med djærve Øine. Hun hadde den hele Tid været hos Hrr. Jens Bundissøn i Aamot og
