172
«Hvem gaar Du for, som gaar saa fort?» spurgte
Mænd, han mødte.
«Je gaar for sjølve Dø’en,» svaret han, som gikk.
«Han saa mest slik ut,» sa Mændene og saa efter.
Natten efter sat der en Mand paa en Sten ved Veien i Aker Sokn. Han var hvit i Maaneskinnet. Men han sang.
«Hvad syng Du for saa sént?» spurgte Plankekjørere, som fôr forbi.
«Je syng for sjølve Dø’en,» svaret han, som sang.
«Da syng Du for dei sjøl,» sa Plankekjørerne og kjørte videre i Maaneskinnet.
Mandag, sjette Dagen, ved Tolv-Slett Tid, da Prokuratoren fra Frederikshald, Hrr. Svend Hansen, som af Vicestatholderen var betroet Forsvaret for de Anklagede i den store Trolddomssak, sat ved sit Bord i Logishuset i Kirkegade for at berede sig til Slutforhøret næste Dag, kom Skjænkesvenden opp og meldte, at der stod en Mand nede, som absolut vilde tale med Prokuratoren.
«Lad ham komme,» sa Hrr. Svend.
Lidt efter stod Manden ved Døren med Huen mellem sine Hænder.
Prokuratoren saa bort paa ham. Han var dødblek med tjavset Haar og hadde næsten ikke Sko. Kunde vel være fattig Skogsmand eller slikt!
