170
Fire Dage efter, at Troldfolket var faret, kom Gunnar Hangard om Morgenen tidlig ind paa Negard Nordsét og spurgte efter Præsten, Hrr. Simon. Han hadde været paa Isvækking i Mistra og hadde først igaar faaet høre, hvad der var hændt.
Han traf Madame Ragnhild i den store Stue.
«Er Præsten heme?» spurgte han og var ganske blek.
«Nei.» Hun saa paa ham, undrende, at han ikke vidste dette. «Han er faren med Troldfolket til Kristiania at høre høieste Dom.»
Gunnar Hangard blev staaende og stirre.
«Nær reste ’n?» spurgte han endelig.
«Samme Dag som de, men anden Vei, over Lombnes med Fogeten, Hrr. Johan.» Madame Ragnhild kjendte sig saa trang for sit Bryst medét.
Da saa Gunnar Hangard opp; der var noget blødende i hans Blikk.
«Det gikk fuill an aa naa att døm,» sa han.
Madame Ragnhild blev blodrød i sit Ansikt medét og foldet sine Hænder frem for sig.
«I Christi Navn, Gunnar,» sa hun hviskende. «Du har vel ey noget at vidne!»
Gunnar Hangard saa hen for sig. «Jo,» svaret han, uhyre lavt. «Om a Ingvild,» hvisket han hen.
Madame Ragnhild var blit dødblek.
«Gud den Almechtige!» hvisket hun. «Didned
