167
«Ja!» Hun svaret straks.
«Faar Du sove?»
Der var en liten Stund grundende stille.
— «Nei.»
Hrr. Simon vendte sig i sin Seng mot hende.
«Ragnhild.»
«Ja.»
«Læs Guds Bøn!»
Madame Ragnhild foldet sine Hænder under Dynen.
«Fader vor, Du, som est udi Himlene! Helliget vorde Dit Navn, tilkomme os dit Rige, Ske Din Villie som i Himlene saa oc paa Jorden! Gif os i Dag vort daglige Brød, forlad Du os vor Skuld, som vi oc vore Skyldnere forlade! Oc led os ey udi Fristelse! Men frels os fra det Onde! — Amén!» — Det hviskedes hen og døde. Og Madame Ragnhild blev liggende med foldede Hænder længe.
Slaguhret slog — seks Slag. Morgen hvitnet paa Ruterne.
«Simon!» Det blev hvisket. Intet Svar.
«Simon!» Madame Ragnhild bøiet sig frem mot sin Husbonde. Saa la hun sig uhyre varsomt tilbake. Hrr. Simon sov.
