162
Men Madame Ingeborg sprang videre, Lien ned,
ropende. Indtil hun langt omsider stanset ved
Engene og vendte.
Hrr. Lasse Swante kom ikke tilbake. Dagen efter gjorde Madame Ingeborg Mandgard efter ham fra Morgen til Kveld. Endelig fandt de ham ved Kvarsevjen i Rena-Aa. De la ham paa Baar og bar ham hjem samme Kveld; næste Morgen fôr de til Hrr. Simon straks for at melde Dødsfaldet.
Hrr. Simon blev blek.
«Flød han?» spurgte han.
«Nei. Hain laagg paa Botten, grue.»
Det gikk som Kulde igjennem Hrr. Simon, da han hørte dette. Saa var han altsaa ikke forgjort Mand! Og Kirsti Moumb hadde ikke Skyld for hannem!
Der sat en Spillemand og spillet, frosne Vaarkvelden, ovenom Stupet ved Veunda-Aa. Spillet med lukte Øine, hvit i sit Ansikt under det tjafsede Haar. Det var Gangargutten.
Han spillet, som skalv han af Skogens Sjæl, som om Veundas Sus var løftet af Vande og fløien ind mellem hans Strenge, Siljulaat i braanende Vaar, Brus af Skog, Troldemummel, Klang af huldren Bjælde! Han spillet, som spillet han for sit blanke Liv, al Elskovs Lyst og Ve. Han spillet, som spillet han Farvel til det hele.
