158
gene; der var bare Flekker hen over Jorderne med skarp Skare ved Nat; Rena-Aa gikk aapen lange Stykker langs Vaakkerne. Men derinde i Lensmandsarresten var alt som før. Ragnhild Nordsét og Marthe Berge laa tilsengs, som de nu for det meste brukte; Kirsti Moumb og Ingvild sat som svultne Skygger eller gikk urolige atter og fram, særlig om Nætterne. Kunde da Ingvild af og til ta Tappen af Skottgluggen og stirre ut i Natten, naar de andre laa — som ventet hun Frelse fra nogen derute; kunde sitte fremfor den sluknende Varme længe og se ind i Gløderne, som svandt.
Ikveld var det Lørdagskveld og bare to Mands Vakt, Jo Birkset, Gjæstgiveren, og Amund Fonnaas fra Ellervoldsgrænsen. De var begge stærke Mænd, Jo Birkset Bygdens stærkeste. Nu laa de paa Bænk i den yttre Stue og dormet; thi derinde i Arresten var der stillt forlængst
— — — Der kom en Mand opover Bergstien, den nye Vei, listende. Han kløv over Gjærdet og smøg Bergjordet frem til Husene. Det var Gangargutten. Lidt efter stod han utenfor Lensmandsarresten, tæt trykket ind til Væggen ved Skottgluggen og lyet. Det var ganske stille.
Nu banket han med sin Knoke paa Skottgluggen.
Tappen flere Gange, lindt — og lyet igjen. Det knaket som i en Seng derinde. Saa blev det atter
