OTTENDE KAPITEL
Det var iskold Vinter Aaret efter. I Lensmandsarresten paa Berge sat Troldfolket endnu under fire Mands Vakt. Saken hadde været for Lagmandsret efter Statholderens Krav, og samme Dom var dér falden. Nu ventet hele Dalen. Slut maatte der bli paa al denne Tyngsel og Elende! Slut med al den Vakt af Mænd og Bekostning med Mat og Drikke til dem, som allikevel ikke skulde leve! Slut for deres Skyld, de bleke, som sat og ventet derinde!
Vinteren hadde været mellem de værste. En Kulde saa stor, at Smaafuggel frøs ihjel paa Kvist og faldt i Sneen ned; Krøttør stod tjafshaaret paa Baas og styrtet med knakende Knæ; Ulv ulte i Lierne; Storskogen frøs paa Likstraa Vinternætterne under Stjerneknister og sulten Maane!
Slik laa Dalen og ventet, at Vaar og Forløsning skulde komme.
— — —
Det var en Kveld i Slutten af April. Kulden hadde endelig slaat sig med Solsmeltning om Da-
