150
«Troldskap ska det væra for Dø, aillt Dø itte
skjønner,» sa hun stærkt. «Gaa unda lite!»
Hun kom sig opp og hen til Skrinet. Hun kom paa det ene Knæ; hun bøiet sig dypt over det; den gamle Haand famlet ved Laasen under Kjoleskjørtet; saa reiste hun sig, støttet paa Skrinet og kom hen til Sengen som før.
«Naa kain Dø ha opp,» sa hun.
Lensmanden saa bort paa hende, der hun sat. Saa vred han, halvt rædd, Nøklen om. Laaget sprang opp med en Smæld; det rødnet paa gammel Rosemaling derinde.
«Sjaa etter naa,» sa hun i Sengen; hun sat som en gammel morken Stubbe.
Lensmanden tok opp og la tilside paa Krakken tæt ved. Der var en svart Trøie; der var en Luve av svart Silke, og der var et rødt Liv av Klæde. Der var ogsaa flettede Baand af farvet Uldtraad og et Par Husuer af Uld, graa.
Men dér! I det lille Skrin i Hjørnet! Lensmanden aapnet — og drog frem et Smurningshorn, saget af Gjet og fyldt med gulgraa Smørelse.
«I Jøsse Namn aa er ta?» sa han og holdt det forsiktig frem mot hende.
«Smorning aat Krøttørøm,» svaret Ragnhild Nordsét kaldt. «Du trøng kanskje lite?» Hendes skarpblaa Øine stod fortærende paa Lensmanden.
