147
Ragnhild, som hadde staaet derutenfor, slagen tilbake mot Dørskottet og blev staaende og stirre efter den unge Pike, som famlet sig Trappen nedover med forgrædte, sænkede Øine.
«Guds Fred,» hvisket hun næsten uten selv at vite det ned efter hende. Saa gik hun ind i Barfrøstuen til sin Husbond og Herre.
Hrr. Simon stod midt paa Gulvet, da hun kom. Hun blev staaende og se paa ham længe; han var saa blek. Saa kom hun pludselig fremover Gulvet, slog Armene om hans Hals og brast i heftig Graat.
— Da Ingvild Moumb var kommen sig utenom Nordsétgrinden og gik Gutuen ned mot Aaen for at slaa ind paa Sørgardsveien til Moumb, stanset hun medét som naglet og stirret nedover mot Storvadet som mot et Syn. Over Aaen kom et sælsomt Følge ridende. Foran Fogden Hrr. Johan Steinkuhl og Lensmanden Jacob Sørhaugen; efter dem en Præst, som hun ikke kjendte, og en Mand i Kongens Uniform med langt Sværd; derefter endnu tvende fremmede Mænd i Kapper og tilslut over Strømmen en Langarm kjørendes med noget som en Kiste eller slikt!
Ingvild kjendte Koldsveden slaa ut i hele sit Ansikt, der hun stod. Som om døde Mænd fra forgangen Tid var ute paa Færd ved lysen Dag!
Hun snudde sig og gik fort sydover Veien til Moumb uten at se sig tilbake. — Det var Ekstra-
