146
«Ja, saadant kan ogsaa være det samme,» sa
da Hrr. Simon lindt. «Ikkun, at Du angrer din
store Ondskab og kommer til Gud om Forbarmelse.»
Han stod like ved hende. Ingvild Moumb sa intet; kom bare med begge sine Hænder som efter Støtte hen paa Præstens Arm og blev staaende slik i sin Fortvilelse.
«Og at Du tager din Straf, selv Døden, for at frelse din fortabte Sjæl!»
Ingvild Moumb slapp Præstens Arm og fik begge Hænder for sine Øine. Der kom ingen Hulk; hun graat stille og bitterlig som et overvundet Barn. Da fyldtes Hrr. Simon af den store Forbarmelse. Han rettet sig opp og var blek.
«Saa kom, mit Barn,» sa han. Og han la sin Haand paa hendes bøiede Hode.
«Alle dine Synders naadige Forladelse, i Navnet Gud Faders, Guds Søns og Gud den Helligaands — Amén!» sa han med bevæget Stemme. Saa tok han sin Haand bort.
«Nu kanst Du gaa. Og lad dig ey videre til Løgn eller Flugt fra Straf forlokke. Du behøver ey at aflægge videre Bekiendelse, kun at bejae, hvad jeg for Retten paa dine Vegne bekiender. Gaa med Gud!»
Ingvild Moumb vendte sig, uhyre langsomt, — og gikk. Men da hun tok i Døren, veg Madame
